Donation af ens legeme til videnskaben er en vigtig og betydningsfuld handling, der bidrager til den medicinske forskning og uddannelse. Når du vælger at donere dit legeme, hjælper du med at forbedre forståelsen af menneskekroppen og fremme udviklingen af nye behandlingsmetoder. Det er dog samtidig en beslutning, som bør overvejes nøje, og vi anbefaler derfor, at du drøfter beslutningen med dine nærmeste pårørende. På denne måde er dine ønsker klare, og din familie er forberedt på det anderledes forløb efter din død.
Hvordan fungerer processen?
For at kunne donere sit legeme til videnskaben skal man være fyldt 18 år og være myndig. Beslutningen om at donere sit legeme til videnskaben skal træffes, mens man er i live, da ens pårørende ikke er bemyndiget til at gøre det på ens vegne – ej heller efter ens død. Derudover kræver det, at der afgives en testamentarisk erklæring om donation til et af følgende institutter; Københavns Universitet, Aarhus Universitet eller Syddansk Universitet. Dokumenterne til dette kan bestilles ved det enkelte institut.
Når testamentet er udfyldt og journaliseret på instituttet, modtager man som doner det udfyldte testamente, som bør opbevares med ens personlige papirer, samt et donorkort, som man altid bør have på sig – for eksempel i sin pung. Det er vigtigt at delagtigøre sine pårørende i denne beslutning for at sikre, at de er forberedt på processen og de praktiske ændringer, der følger efter et dødsfald.
Når en person, der har doneret sit legeme, afgår ved døden, skal legemet normalt overdrages til universitet inden for fire dage. Dette efterlader selvsagt ikke meget tid til at planlægge og afholde en traditionel afskedsceremoni, men det er dog muligt.
Mulighed for afskedsceremoni
Hos BedreBegravelse har vi erfaring med at arrangere afskedsceremonier inden for den korte tidsfrist, der er givet ved donation af legeme, hvis de pårørende ønsker dette. Derudover tilbyder vi også at arrangere mindehøjtideligheder for afdøde uden, at kisten er til stede, hvilket er aktuelt i de tilfælde, hvor kisten med afdødes legeme køres direkte til instituttet. Lige meget hvilken type af ceremoni, der ønskes, står vores erfarne bedemænd klar til at rådgive om mulighederne for en højtidelighed, der respekterer både den afdødes ønsker og de efterladtes behov for at sige farvel.
Efter at forskningen er afsluttet, hvilket kan tage op til to år, sørger vi hos BedreBegravelse for rustvognskørsel til krematoriet samt udlevering af den afdødes aske til familien for efterfølgende urnenedsættelse eller askespredning. Her kan BedreBegravelse også kan være behjælpelig med arrangementet samt håndtering af alt det nødvendige papirarbejde.
Gratis rustvognskørsel
Universiteterne, der modtager kropsdonationer, dækker visse omkostninger forbundet med den sidste rejse. Dette inkluderer i nogle tilfælde en hvid standardkiste samt rustvognskørslen til universitetet og efterfølgende til krematoriet. Det er dog vigtigt at bemærke, at kun rustvognskørsel efter hverdagstakster er dækket. Hvis der er behov for transport uden for normale arbejdstider eller i weekender, kan der være ekstra omkostninger forbundet med dette. Da detaljerne kan variere, står vi hos BedreBegravelse klar til at sikre os, at de pårørende er fuldt informerede om disse aspekter.
Din rolle i fremtidens sundhedsvidenskab
Ved at vælge at donere dit legeme til videnskaben spiller du en direkte rolle i at forme fremtidige medicinske fremskridt. Hvis du overvejer denne mulighed, er BedreBegravelse her for at støtte og guide dig igennem hele forløbet med respekt og værdighed.
For yderligere information og vejledning om donation af legeme til videnskab, kontakt os gerne direkte på 70 25 25 33. Vi er her for at hjælpe dig med at træffe en beslutning, der passer til dine ønsker og værdier.
Du kan også læse nærmere om donation af legeme på uddannelsesinstitutionernes hjemmesider:
- Aarhus Universitet: https://health.au.dk/forskning/donation-af-legeme/
- Syddansk Universitet: https://www.sdu.dk/da/forskning/neurobiologisk/donation
- Københavns Universitet: https://icmm.ku.dk/donation
Ofte stillede spørgsmål om donation af legeme
Hvad betyder det at donere sit legeme til videnskaben?
Det betyder, at man stiller sin krop til rådighed for medicinsk forskning og undervisning efter sin død. Det kan være en uvurderlig hjælp til fremtidens læger og forskere.
Hvordan donerer man sit legeme til videnskaben?
Man skal være fyldt 18 år og afgive en skriftlig testamentarisk erklæring til enten Københavns Universitet, Aarhus Universitet eller Syddansk Universitet. Pårørende kan ikke træffe beslutningen på ens vegne – heller ikke efter dødsfaldet.
Får man dokumentation for sin beslutning?
Ja. Når testamentet er godkendt og registreret, modtager man et eksemplar af testamentet samt et donorkort, som bør opbevares på sig – fx i pungen.
Hvor hurtigt skal legemet overdrages til universitetet efter dødsfaldet?
Som udgangspunkt inden for 4 dage. Derfor er der kort tid til at arrangere en traditionel højtidelighed, men der kan stadig holdes en ceremoni eller en mindehøjtidelighed.
Hvad sker der efter universitetets brug af legemet?
Når forskningen er afsluttet (typisk efter op til 2 år), sørger BedreBegravelse for rustvognskørsel til krematoriet og udlevering af urnen til familien til nedsættelse eller askespredning.
Koster det noget at donere sit legeme?
Selve donationen er gratis. Universitetet dækker normalt en standardkiste samt rustvognskørsel til universitetet og videre til krematoriet i hverdagstimer. Dog kan der være ekstra omkostninger ved transport uden for normal arbejdstid eller i weekender.
Er donation af legeme det samme som organdonation?
Nej. Organdonation handler om at donere organer til behandling af syge, mens donation af legeme sker til forskning og undervisning. Man kan godt vælge begge dele, men det kræver særskilt tilmelding.